2.1 Facadeelementer, generelt

Generelt

Deklarerede værdier for materialer og egenskaber vedr. facadeelementer fremgår af EC-overensstemmeleseerklæringen. Download gældende udgave her >>.

Anvendelse

Facadeelementer anvendes som udvendige bærende eller ikke bærende facader i bolig-, institutions- og erhvervsbyggeri.

Facadeelementer støbes i vandrette forme med forpladen nedad eller opad afhængig af den ønskede overfladetype.

Forpladen:

Dette er en klimaskærm som udføres med indersiden plan uden ribber. Tykkelsen afhænger af den krævede armering, overfladeprofilering og dæklag. Dæklag mod såvel isolering som profilering/yderside fastsættes normalt til moderat miljøklasse. Hermed vil forpladetykkelsen normalt andrage 70 mm + profilering.

Forpladernes overflade kan udføres efter individuelle ønsker hvad angår materialer og profilering. Overflader kan udføres frilagt, afsyrede, kostede, med indstøbte natursten eller i kombination med profilering.

Forpladen produceres normalt med to forskellige betonblandinger – forstøbningsbeton og egentlig forpladebeton.

Blandingen på forstøbningsbetonen skal aftales med fabrikken så tidligt, at prøvestøbning, godkendelse og materialekøb kan foregå inden produktionsstart.

Isolering:

Til facadeelementer anvendes specielle betonelementbatts med λ værdi = 0,037 W/mK eller polystyrol med λ værdi = 0,038 W/mK.

Bagplade:

En statisk beregning ligger altid til grund for den endelige udformning.

Ved højder op til 3,5 m udformes bagpladen som en ensartet tyk væg med 2 net. Ved højder her over udformes den normalt med ribber mod isoleringen. Dæklag fastsættes normalt svarende til passiv miljøklasse.

Kontrolklasse

Facadeelementer produceres som standard i normal kontrolklasse.

Miljøklasse

Facadeelementer produceres som standard med forpladen i moderat miljøklasse og bagpladen i passiv miljøklasse. Kan også produceres til anvendelse i moderat, aggressiv og ekstra aggressiv miljøklasse, efter aftale. Flere kosmetikbetoner vil ikke kunne udføres i de sidstnævnte klasser.

Betonstyrker

Facadeelementers for- og bagplader produceres som standard i styrkeklasse 30. Kan også produceres i højere styrkeklasser efter aftale.

Bæreevne

Bæreevnen afhænger af betonstyrken, bagpladens tykkelse, facadehøjden, armeringen og excentriciteten af de lodrette kræfter.

Lyd, brand, varme

Facadeelementernes lydisoleringsevne afhænger primært af facadens vægt pr. m 2 og kvaliteten af fugeudstøbning og understopning, samt de tilstødende konstruktioners egenskaber over for lydisolering. Facadeelementer vil normalt uden åbninger kunne opfylde kravet til et reduktionstal R’w på 55 dB.

Den brandtekniske klassifikation afhænger af facadens tykkelse, højde og armeringsplacering. Bærende facadeelementer leveres normalt som REI 60 A2 (BS 60).

Varmeisoleringsevnen afhænger af evt. ribbeareal, isoleringstykkelsen, bærebøjler, stritter m. m.

Facadeelementer med tykkelsen 330 mm overholder normalt en U-værdi på 0,40 W/kvmK og facadeelementer med tykkelsen 420 mm overholder normalt en U-værdi på 0,20 W/kvmK.

Linietab ved vindues- og dørfalse skal indregnes i energirammen.

Tykkelsen på isolering i false anbefales som min. 50 mm.

Projektering

Facadeelementer projekteres i henhold til Eurocodes.
Projekteringsydelserne aftales i henhold til bips A113 – download her>>. Normalt anvendes model 3R eller 3L(I).

Udførelse og kontrol

Facadeelementer produceres og kontrolleres i henhold til DS/EN 14992 og leveres CE-mærkede.